Carnival Row, første sæson

4½ ud af 5 kobolder

Fantasy-miniserie på 8 afsnit, der foregår i en victoriansk steampunkverden med tre hovedracer: Mennesker, feer (fays) og satyrer (pucks). Handlingen udspiller sig for det meste i The Burgue, hovedstaden i menneskenes verden, en dickensk labyrint med skumle stræder og labyrintiske kloakker, hvor en Cthulhu-lignende golem går på jagt efter feer for at sprætte dem op og udtage leveren. Politimanden 

Rycroft Philostrate

(Orlando Bloom) er sat på sagen, og undervejs genser han uventet sin ekskæreste, feen Vignette Stonemoss (Cara Delevingne), som han mødte under krigen i hendes hjemland Tirnanoc. Ud over disse to præsenteres vi for et broget persongalleri, hvis skæbner viser sig at være vævet sammen på uanede måder. Historien er ikke, hvad jeg forstår ved klassisk fantasy, men en dejlig skæv hybrid, hvor der drages klare socialrealistiske paralleller til vor tids problemer med racisme og indvandring, og handlingen sine steder kammer over i rendyrket horror og grand guignol med masser af blod og tarme, ligesom der heller ikke lægges bånd på scener med saftig fe- og satyrsex.

Det er en stort opsat produktion, som må have kostet millioner, for resultatet er ufattelig flot. Makeup, scenografi og cgi går op i en højere enhed, og der lægges op til en fortsættelse, som vi glæder os til.

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *