4 ud af 5 flammekastere
Fire femtedele af denne film er meget utarantinosk, hvis man altså tror, det er noget i stil med Kill Bill og Inglourious Basterds man skal se, om end der er en parallel til sidstnævnte voldsekstravaganza i slutningen. Optakten til den yderst blodige og meget tarantinoske klimaks er nemlig forholdsvis fredelig og varer i hvert fald to timer, hvor vi rigtig hygger os med tressermusik og masser af filmreferencer, samtidig med at vi lærer actionskuespilleren Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntman Cliff Booth (Brad Pitt) at kende og får deres bromance belyst på alle leder og kanter. Rick bor i Beverly Hills og er nabo til ægteparret Roman Polanski og Sharon Tate, og vi ved godt, at der er ugler i mosen, da Charles Manson dukker op og ser sig om i kvarteret. Men det er først til allersidst, at Mansons bande dukker op for at sprede død og ulykke, og det er her, parallellen til Inglourious Basterds kommer. Mere siger jeg så ikke. Lad være med at læse videre, hvis du ikke vil spøjles. Bare se den. Det er en af Tarantinos bedste film, måske endda den allerbedste.
Både DiCaprio og Pitt er i topform, og det samme er Kurt Russell, Michael Madsen, Zoë Bell og alle de andre gengangere, og selv om den kontrafaktiske slutning irriterede mig, kan jeg lige høre Tarantino sige: “Det er jo fiktion, mand.” Og ja, det er fiktion, og det er svært underholdende. Man forventer bare, at virkeligheden følges, når virkelige personer er med i en historie. Ellers er det den gren af science fiction, der hedder “alternativ virkelighed”, og det er det så her. OATIH er science fiction. Og det var IB også.
