4 ud af 5 cykelklokker
Filmen er tydeligvis inspireret (for at sige det mildt) af både Shyamalans “The Happening” og Krasinskis “A Quiet Place”. Ingen ved rigtig, hvad der er sket, men civilisationen er brudt sammen efter en række masseselvmord, der udløses ved, at man kigger på … ja, hvad? Ingen ved det, for de overlevende har buret sig ind bag tonede tuder og tager bind for øjnene, når de nødtvungent begiver sig udenfor. Nogle få mennesker kan stadig se, men de er trælbundet af ─ ja, hvad? ─ og bruges som viljeløse agenter til at lokke de overlevende ud af deres tilflugtssteder.
Nogle vil mene, at det er filmens svaghed, at man aldrig får forklaret, hvem eller hvad der lurer derude, men jeg ser det som en styrke. Alt for mange visuelle værker er blevet ødelagt af, at instruktøren absolut skulle vise os, hvordan monsteret eller genfærdet så ud. Sidste gode eksempel på dette er “The Haunting of Hill House” (også Netflix), som totalspoleres i sidste afsnit, fordi alting absolut skal forklares, og det duer altså ikke, når forklaringen er det rene nonsens. Her er det netop frygten for det ukendte, der er filmens drivkraft, og det ukendte forbliver ukendt.
“Bird Box” er instrueret af danske Susanne Bier, som efter miniserien “The Night Manager” er kommet op i den absolutte instruktørelite, der tiltrækker gode spillere som (her) Sandra Bullock, John Malkovich og Sarah Paulson. Godt castet er også en af mine personlige favoritter, Pruit Taylor Vince, som vi ser alt for lidt til. Imellem gysene er der absolut fokus på persontegningen, og det styrker filmens troværdighed gevaldigt.
