Westworld, første to sæsoner

3 ud af 5 horehuse

Flot og unødigt kompliceret videreudvikling af Michael Crichtons spillefilm fra 1973 om en forlystelsespark med menneskelignende robotter, som man kan køre sine lyster og frustrationer af på. Produktionsværdien er mere end i orden, og især et afsnit i anden sæson, som foregår i en historisk Japansimulation med samuraier og masser af afhuggede hoveder og lemmer, er spektakulært. Det er også svært at kritisere skuespillerne, blandt hvem især Ed Harris og den vidunderlige Thandie Newton har vakt min begejstring. Seriens helt store problem er, at dens forfatter, Jonathan Nolan, manden der skrev Memento, hele tiden prøver at overgå sig selv og gør sig så store anstrengelser for at mystificere og lede seerne på vildveje, at man simpelthen taber tråden. Første sæson var et langt stykke hen ad vejen den rene narrefisse, fordi den viste sig at foregå på to tidspunkter, en ting der burde have stået klart lige fra starten, men blev brugt som billig gimmick. Unoderne fortsætter i anden sæson, hvor man aldrig ved, præcis hvor og hvornår man er, og man tit skal gætte sig til, om en scene er en videreudvikling af handlingen eller blot et flashback. Og eftersom robotterne ligner mennesker til forveksling, er det også ret forvirrende, at man skal tage stilling til, hvem der er hvad. Anden sæsons post-credit-scene, der vælter det hele en gang til, bidrager også til irritation og lede i stedet for lyst til at se den sæson 3, som givetvis er på vej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *