2½ ud af 5 nedlagte biografer
Hvis man som jeg leder efter plothuller, er det ikke svært at finde dem i denne film, der er lavet af Frank Darabont i 2001 som første film efter “The Shawshank Redemption” og “The Green Mile”. Succesen var åbenbart på det tidspunkt steget ham til hovedet, så han troede, han kunne gå på vandet, for han glemte at konsultere en scriptdoktor, hvilket enhver instruktør med respekt for sig selv og sit publikum naturligvis altid bør gøre.
Filmen er tydeligvis et forsøg på at vende tilbage til det gode gamle, socialt ansvarlige Hollywood, hvor Frank Capra var konge, og intet var blot til lyst. Jim Carrey er storartet i hovedrollen, hvor han viser, at han kan andet end klovne, og produktionsværdien er tiptop, men så stopper festen desværre. Historien, der foregår i 1951, handler om en filmmanuskriptforfatter, som forfølges af Kongressens heksejægere, der mener, han er kommunist, fordi han gik til et venstreorienteret møde i 1945 for at få noget på den dumme. Nu er han sortlistet og kører tilmed galt og mister hukommelsen og havner i en lille by, hvor alle (inklusive ham selv) tror, han er en af deres unge borgere, der forsvandt under krigen. Selv hans far og hans gamle kæreste er sikre på, at det er ham. Ahva’? Allerede her er vi så langt ude, at den er umulig at redde, hvilket da også bekræftes med al tydelighed til sidst, hvor han under jubel og klapsalver sætter kongresudvalget på plads ved at citere Forfatningen. Så nemt gik det desværre ikke i virkeligheden. Der røg lige to point dér.
Det sidste halve point ryger, fordi Darabont lader et halvtredserband spille Mr. Acker Bilks “Stranger on the Shore”, som først blev komponeret i 1961. Han lavede en lignende bøf med “Cheek to Cheek” i “The Green Mile”. Derudover pisser det mig af, at teksteren (det var den officielle Bluray) kalder “committee on unamerican activities” for en komité. Det er et UDVALG. Den fejl er begået til hudløshed i tidens løb.
