2½ ud af 5 knivstik.
Agatha Christie må rotere i sin grav over Kenneth Branaghs udgave af Poirot, en vennesæl musketerskægget hyggeonkel, som tilmed optræder som actionhelt. Billedsiden er flot og persongalleriet overvældende, men der er desværre ikke blevet plads til udvikling af figurerne, fordi det hele drejer sig om at eksponere Branagh, Branagh, Branagh, der heller ikke denne gang kan spille andet end sig selv. Se filmen fra 1974 med Albert Finney eller bedre endnu: tv-udgaven med David Suchet, der har forstået, at Poirot er en mavesur, sippet, OCD-ramt indvandrer, ikke et selvfedt overklasseløg af en narcissistfrikadelle.
