1½ ud af 5 Mickey Mouse-ure.
Robert Langdon er tilbage, denne gang mere kedelig end nogensinde i et ulidelig langt og bemærkelsesværdig ukompliceret plot skåret over Browns sædvanlige læst. Man skulle ellers tro, at Brown, der for længst er løbet tør for ideer, burde kunne bruge nogle af sine millioner til at hyre en kompetent ghost writer eller i det mindste en script doctor eller måske bare trække sig tilbage og nyde sit otium. Det eneste nye her er, at alle for en gangs skyld er, hvad de udgiver sig for. Der er ingen forrædere eller ulve i fåreklæder – men den sædvanlige slyngelorganisation, som forsøger at slå helten ihjel, er med, og den obligatoriske sidekick-skønhed er der også, og heller ikke denne gang får Langdon noget på den dumme og synes stadig heller ikke spor interesseret i at få det. Historien går på, at computergeniet Ed Kirsch (skamløst modelleret over Steve Jobs) har fundet frem til en hemmelighed, der vil ryste den religiøse verden i sin grundvold, men bliver dræbt, før han når at afsløre den, og så må Langdon tage affære. Hurra, tænkte jeg. En bog om og for ateister! Men da vi omsider får hemmeligheden serveret, ryster den ikke noget som helst. Det er nemlig umuligt at udrydde troende menneskers fantasifostre. Uanset hvor mange gange man beviser, at mennesket er opstået ved en tilfældighed, vil der altid være nogen, som spørger, hvem der har skabt tilfældigheden. Ren lamperøg og narrefisse i en indtaling på 18 timer, jeg aldrig får igen.
